fredag den 15. september 2017

Lydkaptajnen og tekststewardessen flyver igen

Martin Gerup og jeg fundet kaptajnskasketten og stewardesseuniformen frem fra skabet. Vi er klar til at tage børn fra og med 4. klasse med ud at flyve og lære dem hvordan de kan skrive deres egne sange.


Info om Lydkaptajnen

Turen varer én dag eller strækker sig over længere forløb. Kontakt hieroglyf(SnabelA)gmail.com for info om muligheder og pris. Det er oplagt at søge Statens Kunstfonds Huskunstnerpulje til projektet. Næste deadline 3. oktober, ansøgning igen i foråret 2018. 

Lydkaptajnen og teksstewardessen er en del af Rosinante & Co's foredragskatalog i 2018 og er nævnt i Roskilde kommunes musikby-strategi i 2017




onsdag den 24. maj 2017

"Helt gratis!" nu som E-bog

Det er ikke helt gratis, men tæt på. Man er selv hovedperson og vælger historiens udvikling i min bog "Helt gratis!"  I den nye e-bogs udgave følger man linket i stedet for at bladre. E-bogen kan købes hos Bog&ide for 42 kroner eller Saxo for 45 kroner.

Hvis man hellere vil læse bogen i papirudgave, kan den stadig købes hos Gyldendal Uddannelse sammen med den første titel i serien, Fest i klubben.
Til efteråret kommer også  For vildt! som handler om at lyve, bare lidt. Bøgerne koster 165 kr + porto.


lørdag den 20. maj 2017

Tre i én

hattrick substantivintetkøn
BØJNING -et, -s eller -, -ene
OPRINDELSE fra engelsk hat trick, i middelalderen om at skyde hatten af tre figurer med tre pileskud; i 1800-tallet om præmiering i kricket i form af en ny hat til en kaster som tog tre gærder med tre på hinanden følgende bolde

Betydninger

1.
tre mål scoret (i træk) af samme spiller i en fodboldkamp
2.
tre succeser i træk inden for andre sportsgrene end fodbold eller om forhold uden for sport

Jeg spiller hverken fodbold, kricket eller eller skyder med bue og pile. Alligevel lykkedes det mig forleden at score hattrick, da jeg forleden fik antaget tre manuskripter på samme dag.  Wooow! Det er ok at prale med, synes jeg. Især fordi der rundt om sådan en dag kan være lange perioder med tvivl og ventetid. Min første tanke, da jeg fik mail nr. et, var faktisk: "Hvis det er afslag, kan jeg ikke skrive mere i dag. Måske heller ikke i morgen." 
Men nu glæder jeg mig til at kunne præsentere:

  • Historien om Otto i bogen Otto si'r risotto, Gyldendal Uddannelse, oktober 2017 med illustrationer af Lars Munck.
  • En ny titel i min pigeserie, hvor læseren selv vælger historiens udvikling. Denne gang om løgne i bogen For vildt!, Gyldendal Uddannelse, efteråret 2017
  • Ungdomsromanen Shithole, skrevet i samarbejde med forfatter Line Leonhardt. Romanen udkommer på Høst & Søn i februar 2018. Hør om vores proces i arbejdet med bogen, når den kommer som Plotcast i december.


onsdag den 18. januar 2017

Erfaringer fra det mørke Jylland.







Forfatter Line Leonhardt og jeg var så privilegerede at få en uges ophold på Hald Hovedgård. Målet var at færdiggøre vores fælles ungdomsroman, Shithole. Her er resultatet: 



Efter en uges intenst skrivearbejde nåede vi også til weekendmøde i Skødstrup med verdens bedste skrivegruppe, dygtige hold 12/14 fra Forfatterskolen for Børnelitteratur:
Cornelia Hæstrup Strøh, Line Leonhardt, Stine Sillesen, Liva Skogemann, Hanne Dagmar Raaberg, Annie Bahnson
Jeg er nu vendt hjem fra det mørke Jylland, opløftet og inspireret. Tak!


onsdag den 30. november 2016

Så enkelt er det: Write the truth!

Jeg er gået til filmen. I hvert fald har jeg været på tre dages Story-seminar i Malmö med Mr. FilmmanusRobert McKee. Seminaret henvender sig også til prosaforfattere, der gerne vil være plotstærke. Så nu har jeg fået del i hemmeligheden om en god historie. Opskriften lyder:


Robert McKee
Ønsker - hvad vil karaktererne have? 
Konflikt - hvad består modstanden i, på vejen til at at få det ønskede? Og til sidst: 
Valg! - hovedpersonen er presset til det yderste og skal vælge mellem to lige gode eller dårlige muligheder. Gennem det valg afsløres hovedpersonens sande karakter og vi forstår hvad historien vil fortælle os.  
Desire. Forces of antagonism. Choices under pressure. Så enkelt er det :)



Læs forfatter Line Leonhardts fine artikel fra McKees storyseminar i London: http://danskforfatterforening.dk/forfatteren/a-story/






søndag den 13. november 2016

Himmel & how do you do

Lørdag mødte vi vores forlag, Dansk Sangs nye redaktører, Kim Barkenskjold Andersen og Søren Bechmann på Bogforum. Vi har kommunikeret over mail de seneste uger for at færdiggøre Schou, Gerup og Høgsbros niende korhæfte, som udgives 1. december 2016. Jeg glæder mig til at høre sangene sunget af en masse børn!


Der var også tid til lige at smutte forbi Turbine Forlagets stand og hilse på Sweettalk og Lorteklubben - den sidste skrevet sammen med komponist Susi Hyldgaard.



tirsdag den 8. november 2016

Romanprojekt. Mit liv er så bittert, at kaffen skal være sød!

... griner Elli, da jeg kommenterer de tre rør sukker, hun hælder i en kop espresso.
Det er Blagoevgrad 2.0 – den nye tid med demokrati og drømmen om velstand.
Vi møder ministerpræsidenten, Boyko Borissov, der er ude på charmeoffensiv i forbindelse med søndagens præsidentvalg. Han vinker til flokken af skolebørn med bulgarske flag, sætter sig ind bag rattet i sin skinnende firhjulstrækker, gasser op og forsvinder fra området med højhusbyggeri fra kommunisttiden, som om det hele netop kun er ... en drøm

Eli har ikke tænkt sig at stemme. Det gør ingen forskel, mener hun. Alle ved, at det alligevel er mafiaen, der bestemmer.
 

Jeg forlader nu den bulgarske virkelighed og dykker ind i romanens fiktive.
Jeg håber at finde drømmen om Blagoevgrad 3.0
Tak til Eli, Janis, Desi, Fillipas, Elias og Nushka for at dele deres personlige beretninger med mig.