tirsdag den 12. marts 2013

Lav noget LARM – Om at skrive sange for børn.



             Af min medstuderende, Bjarke Schiødt Larsen, på Forfatterskolen for Børnelitteratur, er jeg blevet bedt om at lave et blogindlæg på hans forfatterblog "Skrivekrampe.dk", om rim og rytme i tekster for børn. Herefter har jeg tyvstjålet mit eget indlæg, for at bringe det her:

Jeg kan komme i tanke om tre grundlæggende ting, der skal være på plads før man kaster sig ud I at skrive sange for børn:
  1. Man skal kende nogle børn.
  2. Man skal have fornemmelse for rytme og klang – dvs. være musikalsk på en eller anden måde.
  3. Man skal respektere børn som selvstændige væsner.
Dernæst handler det om at bruge sine øjne og ører. Man får historier forærende, når man holder øje med hvad børnene gør, og hører hvad de siger. Og forholder sig til, at børn oplever verden anderledes end man gjorde, da man selv var barn.



Jeg har skrevet sange til børn siden 2001. Det startede med filmen om Prop og Berta. Jeg var så heldig at kende dem, der lavede musikken til filmen. Jeg tror ikke Bent Solhof, der har lavet historierne om den lille tykke mand og hans ko Berta, helt kunne se, hvorfor der skulle laves nye sange, når han allerede havde lavet nogle der virkede.
Men jeg oplevede at det gjorde en væsentlig forskel. Da jeg selv havde små børn på det tidspunkt, var det tydeligt, at verden forandrer sig hele tiden, børn forandrer sig, og det skal de ting, der skrives for børn, forholde sig til.
Da komponisten Jakob Høgsbro senere fik til opgave at lave seks nye korsange for børn, og ringede og spurgte om jeg sammen med Martin Gerup (min mand, musiker, tekstforfatter) ville skrive tekster til sangene, sagde jeg selvfølgelig ja!
Jeg foreslog Jakob, at sangene skulle handle om TRO, og der blev ret stille i den anden ende af røret, mens Jakob overvejede om han havde indledt samarbejde med en nyreligiøs fanatiker. Men sammen lavede vi korhæftet “Tro, håb og lakridskonfekt”, med bl.a sangen “Englen og farfar”, som stadig trækker tårer. Og samarbejdet er fortsat siden.
Man kan godt skrive om tro i sange for børn. Og om død. Børn kan godt kapere eksistentielle overvejelser. Børn forstår godt lyrik. Og det er også okay at skrive en sang, der hedder “Min fars nye kæreste”, selvom korlederen ikke lige er dér endnu, hvor hun synes det er okay at hendes egen exmand har fundet en anden.

Der er formentlig lige så mange måder at gøre det på, som der er mennesker der skriver. Men jeg gør cirka sådan her:
Først finder jeg et eller andet sted at starte. Det er ligesom at have en knage, som alt det man finder på forholder sig til og kan hænge på. Et tema, et ord, en ide.
Sangen øverst i dette indlæg udspringer for eksempel af en ide om at skrive noget om demokrati.
Så skriver jeg bare derudaf uden at standse, gerne det samme ord flere gange, bare skrive, skrive:
Demokrati, milimeterdemokrati, være med til at bestemme, blive hørt, få svar, mindretal, afmagt, magt, oprør, bz, punk, så er de også selv ude om det, hvorfor er det altid de voksne der har ret...”
… indtil jeg ikke kan komme i tanke om mere.
Så begynder jeg at gruppere. Finder ud af om der er oplagte rim. Finder en rytme i linierne, så de bliver rytmisk ens fra vers til vers. Vælger særligt sjove eller betydningsfulde ord som kan bruges i bro eller omkvæd. En masse gode ideer ryger ud, andre kommer til. Det er et puslespil, der først på plads, når teksten har været frem og tilbage mellem min medtekstforfatter og komponisten indtil flere gange – vi bruger i øvrigt Googledrev, så vi alle tre kan se og rette i det samme dokument, og slipper for at sende vedhæftede filer.
Når komponisten har sendt en melodi bliver teksten strammet op, så der ikke er ord der får tryk på forkerte stavelser, og det er også her man kan se om teksten overhovedet fortæller en historie der holder, og om vi kan stå inde for det udsagn der er kommet frem.
Nogle gange starter komponisten processen – sender en ide til en melodi, som teksten kan vokse fra, men oftest – I vores samarbejde, er det teksten der tilbyder en historie, som melodien kan forholde sig til.
Under alle omstændigheder er det GODT at være nødt til at samarbejde med andre. Det kræver at man skærper sine egne ideer, samtidig med at de udvides og bliver større af det de andre tilfører. Man kan kun selv tænke så langt ens egen fantasi rækker. Ofte bliver man glædeligt overrasket, når andre puffer ideerne nye steder hen.
Ideen om demokrati blev til seks sange i vores nyeste korhæfte “Prøv at sig pyt!”.
Her kan sangen “Lav noget LARM” høres, i den version der ligger på en øve-cd, som følger med korhæftet: http://www.youtube.com/watch?v=xBrzRan5aLc

Det bedste er, når en hel masse børn synger de sange vi har lavet. Det er stort!