Hvad der skulle have været en hyggelig eftermiddag og en start på et nyt venskab ender med en lidt anden situation.

””Vent på mig, Roman”, råber hun.
Han stopper op og vender sig mod hende. Står med hængende skuldre og håret ned i øjnene. Charlotte ser ikke en tyk, ensom dreng. Hun ser en stor tung sommerfugl med fugtige, mørke skjolder på vingerne. ”Man må ikke røre ved støvet”, hvisker hun ud i luften. Nu kan hun se, at hans øjne er blå, ligesom jakken. Hun løber frem til ham og rækker hånden ud, hun vil tage ham i hånden, så de kan følges. Han vender sig hurtigt og går videre. Hun lægger igen den tomme hånd som et beskyttende låg over sommerfuglen”.

Selvom romanen kun bestod af 105 sider, så kom man hurtigt ind i fortællingen. Jeg var vild med sproget, detaljerne, de klare beskrivelser af hovedpersonerne og naturligvis også metaforerne. Sommerfuglen, de to karaktereres situation og placering i livet, og den forladte bygning, som i sig selv rummer stor symbolik.

Jeg var imponeret af Romans karakter og hvordan forfatteren havde formået at bygge fortællingen op som en ramme omkring Roman. Han er ensom, forladt og det er ofte svært at følge hans tankegang. Hvad vi andre ser som desperat og truende adfærd er for ham et stort udtryk for kærlighed og tillid fra hans side. I løbet af hele fortællingen kunne jeg aldrig regne ham 100 % ud og man vidste aldrig hvad hans næste skridt var. Det var spændende at følge!

Min mening om bogen:
Det var en spændende og meget anderledes bog end hvad jeg havde forventet. Det er utroligt hvad en forfatter formår at introducere sin læser for på blot 105 sider. Dorte Schou formår i den grad at lege med sproget. Hun udtrykker utrolig mange detaljer med få ord, og allerbedst af alt; hun udtrykker det allervigtigste med de ord, som ikke bliver sagt direkte af vores karakterer, men snarere af deres handlinger. Det eneste minus er at man bliver en smule vildledt af bagcoveret. Man tror lidt, at man skal læse en helt anden historie, men i sidste ende synes jeg, at romanen rummede meget mere end som så, så for mig gjorde det ingenting.
Jeg ville ønske, at denne fortælling havde en fortsættelse... *Hint hint* - på forhånd tak, Dorte :-)